Bognæs.
Fra Kattinge Værk køres tilbage mod Kattinge, hvor der drejes til højre ad Rishøjvej mod Bognæs. Bognæs, den nordligste del af Lejre Kommune, er en naturfredet halvø på 476 ha. Den hørte undtil 1. juni under godset
Selsø-Lindholm og er nu i privat eje.

Historie.
Flere steder langs kysten på Bognæs er fundet køkkenmøddinger fra et tidligt stadium af Ertebøllekulturen, den mellemste stenalder (ca. 5200-4200 f.Kr.). Ertebøllekulturen er opkaldt efter køkkenmøddinger ved Ertebølle ved Himmerlands vestkyst, hvor bopladserne store affaldsdynger af østers- og muslingeskaller er karakteristiske.

I 1854 gjorde man et usædvanligt fund. På Bognæsgården fandt man et stenkammer, som bestod af tre store sten og med en bund af stenfliser. I dette stenkammer fandtes to lerskiver, fire lerkar og knogler af mindst to mennesker. Lerkar og menneskeknogler havde man før fundet, men lerskiverne vidste man ikke hvad var, og gåden blev først løst 100 år senere.
De to lerskiver var ca. 12 cm i diameter. På den ene side var indprikket fire-eger hjulkors, som på den ene af skiverne var suppleret med et zig-zag bånd, som fulgte indersiden af hjulkransen.
100 år efter fundet fandt man ud af, at lerskiverne va efterligninger af guldskiver, som der er fundet en snes af i Irland. De er aldrig fundet i Danmark,men de må have været her, ellers kunne man jo ikke efterligne dem! Tidsmæssigt skulle lerskiverne være fra midten af yngre stenalder (ca. 4000-2800 f.Kr.)


Med hensyn til hjulkorset er det solens velkendte tegn, og skiverne kan have været båret som amulet af solgudens præster, som har fået dem med sig i graven. Så det kan have været solpræsten fra stammen på Bognæs, som har båret de lerskiver, man fandt i 1854.

Dronningehøjen og kongehøjen er to bronzealderhøje (ca. 1800-400 f.Kr.). I midten af 1800-tallet blev Kongehøjen udgravet. Det viste sig at være en bronzealderbegravelse med en kiste af egetræ, der var ompakket med tang. I dag er begge højene godt tilplantet, og det kan være svært at få øje på Dronningehøjen, hvorimod Kongehøjen er lidt mere synlig.

Ved skyttehuset er fundet et bandolerbånd, som stammer fra romersk jernalder (år 0-400). I middelalderen hørte Bognæs formodentlig under godset Nebbe. Ved reformationen i 1536 blev Bognæs igen overtaget af kongen.
Mens Bognæs var under kronen, havde kongerne heste, kvæg og dåvildt gående der. At der også dengang foregik "naturpleje" ses af er brev (år 1618) fra Christian IV. Heri beder han jægeren påse, at Bognæs skov ikke bliver optaget af for meget kvæg, så vildtet lider skade derved. Jægeren skal have fuldmagt til at ødelægge høge, ørne og andre skadelige dyr, der kan gøre skade i vildtbanen. Jægeren må ikke selv skyde nogen dyr medmindre han af jægermesteren får befaling til at skyde det til kongens behov.

I 1661 blev Bognæs foræret til byen København. I 1661 var den dog pantsat til rentemester Henrik Müller til Lejregård. I 1667 blev den lagt under Roskilde bispegård. Senere kom den igen under kronen, for Christian Ludvig von Plessen til Selsø-Lindholm fik som dygtig finansmester Bognæs i foræring af Christian VI i 1730.
I 1600-1700 tallet og måske senere, var der en færgerute mellem Gershøj og Bognæs (Færgebro). Ruten blev flittigt benyttet af folk fra Hornsherred, som skulle til Kattinge Vandmølles valkeværk og have deres hjemmegjorte vadmel valket eller stampet. Ved samme lejlighed kunne de så passende tage ind til de store markeder i Roskilde for at købe og sælge varer.
Efter Christian Ludvig von Plessen overtog Bognæs, har den indtil 1. juni 1995 været i slægtens eje, altså 265 år. I storskov er der rejst en mindesten for Magnus von Plessen. Han overtog Bognæs efter sin fader i 1932 og døde i 1948. Familien rejste stenen, hvor der under jagterne blev holdt pause.

Kortskitse over Bognæs

Øgaard.

I 1364 omtales en gård, Kvindenæs, som vistnok har ligget på Bognæs. Man ved med sikkerhed, at der i 1578 har ligget en gård på Bognæs, som hed Øgaard og beboedes af Peder Nielsen. Men da Frederik II ønsker at have sine heste gående der, får Peder Nielsen i stedet Hovedgården i Kattinge. Vedkommende, der på dette tidspunkt boede på gården i Kattinge, blev således husvild. Men da det var kongen, der bestemte hvem, der skulle bo på hans gårde, kunne man aldrig "føle sig sikker i gårde".
Under Svenskekrigene i 1659 brændte Øgaard.
Hvor mange gårde med navnet Øgaard, der har været på Bognæs, vides ikke. I 1682 var der en Øgaard på 6,92 tdr. hartkorn og 23,4 tdr. dyrket jord. Den bestod af 7 store og små længer og lå oprindelig nordvest for den store Kongehøj. Om morgenen den 21. maj 1701 nedbrændte gården.
Gården blev genopbygget syd for den nuværende Bognæsgård, således at vejen til Storskov gik gennem gården mellem stuelængen i syd og udlængerne i nord. Det var på dette tidspunkt Jens Nielsen Øgaard, der var fæster. Han fik udvist tømmer til opbyggelsen af en 40 fag stor gård, skattefrihed i 2 år, og for bedre af få kredit til opbyggelsen af gården måtte Jens Nielsen og arvinger beholde bygningerne til ejendommen, men grunden blev forbeholdt Kongen.
Maj måned 1783 nedbrændte gården igen.

Bognæsgården.
De kommende år var der ingen gård på Bognæs. Men i 1816 blev Bognæsgården bygget på det sted, hvor gården i dag ligger. Det var krigsråd Joseph Anton Ludvig Schøtz, der havde livsfæste derpå, som byggede den. Mange danske spillefilm er blevet optaget på Bognæsgården, og skuespillerne - med Poul Reichardt, Bodil Ipsen og Peter Malberg i spidsen - var meget begejstrede for både gården og dens beboere. Men heller ikke denne gård skulle få lov til at blive liggende. Om aftenen den 5. januar 1962 nedbrændte næsten hele gården. Kun den østre længe og en mindre svinestald, der ikke var sammenbygget med de andre længer, var tilbage. Den 5. august samme år brændte også den østre længe. Tilbage var kun svinestalden, som stadig er der.
Der blev bygget en ny gård, som brændte i 1983. Den blev genopført i 1984.

Skovene og strandengene.

Skovområdet består af to skove: Storskovpå ca. 177 ha og Vesterskov på ca. 63 ha. Strandengene består af to typer: De forholdsvis smalle og tørre enge syd for Storskov og vest for Vesterskov. De bredere og fugtigere enge øst for Vesterskov, nord for Storskov og rundt langs "Gadekæret". I skovene vokser alle almindelige træer samt hvidtjørn, roser og hyld. Da Christian IV skulle bygge Frederiksbog slot i Hillerød, beordrede han leveret træ fra bl.a. Bognæs.
Men skal man nævne nogle træer frem for andre, må det være de gamle egetræer, man især kan finde på Egehoved. De ældste af træerne er 600-800 år gamle.
I hulheden på egetræerne lever en sjælden bille, Eremit (Desmoderma erimita). Den er 2-3 cm lang og lever 3-4 år, inden den forpupper sig. Den udsender en ejendommelig duft, som ruskin eller fersken. Hvis man skal have held til at se denne bille, er muligheden størst på en lun sommereftermiddag. Eremit-billen er fredet, og ifølge et EU-direktiv skal den sikres levesteder, som f.eks. Bognæs.
Af andre specielle insekter man kan møde kan nævnes den store gedehams (vespa crabro), som er 3-4 cm lang. Den er ikke lige så aggressiv som den almindelige gedehams, men pas alligevel på!
Den varierende flora er også et besøg værd. Af planter skal her blot nævnes nogle få. I maj-juni dækker Ramsløg (Allium Ursinum) store dele af skovbunden og virker som et hvidt lysende tæppe og udsender en stærk løglugt, ram. På samme tidspunkt kan man være heldig at se den vilde tulipan (Tulipa silvestris), som sikkert er det eneste minde om Øgaard, der brændte i 1701. I juli-september vokser der mange steder Hjortetrøst (Eupatorium cannabium), som tiltrækker store mængder af humlebier og sommerfugle. Krydderurter og bær er der også mange af.

Fugle.
Når man nævner "Fugle på Bognæs", tænker mange nok først og fremmest på Fiskehejren (Ardea cinerea), og en af landets største hejrekolonier findes da også her. I de senere år har man i forbindelse med hejren også nævnt skarven (Phalacrocorax carbo). Men hvordan er disse fugle kommet til Bognæs?
I 1800-tallet var der en del skarver på Bognæs. i 1860 blev der udryddet 587 skarv par, og i ét træ fandtes ikke mindre end 42 reder!
To år senere kom skarven igen, dog i mindre antal. Dette år forsøgte nogle hejrer at yngle på Bognæs, og igen i 1897-98, men hver gang blev de fordrevet.

I 1956 blev den nuværende hejrekoloni grundlagt. Hejrerne var sandsynligvis udflyttere fra Selsø Østskov, hvor der i mange år har været hejrekoloni. I 1957 var der ca. 15 hejrepar på Bognæs, og kolonien er vokset hver år siden. i 1961 var der 53 par og ifølge den seneste optælling (1982) fra Dansk Ornitologisk Forening, var der 118 par.
Danmarks Miljøundersøgelser har oplyst, at der i 1995 var 130 hejrepar og 750 skarvpar. Med hensyn til til skarven er dette en stigning på 51% i forhold til 1994, hvor der var 515 par.
Set ud fra dette kan man konkludere, at hejrebestanden er nogenlunde konstant, mens bestanden af skarv er i stærk fremvækst, og spørgsmålet er så, om det kan gøre nogen skade på naturens balance. Der findes mange andre fuglearter på Bognæs, som har ekstraordinære kvaliteter af international betydning: Knopsvane, blishøns, stor skallesluger, gravand, musvåge, spurvehøg, blå kærhøg, tårnfalk, havørn, standskade, stor regnspove og rødben. Af ynglefugle udover hejre og skarv er der:musvåge, tårnfalk, nattergal, gulbug(og andre skovfugle), toppet skallesluger, gravand, strandskade, vibe stor præstekrave, rødben og klyde.

Om livet på Bognæs.
Under et interview i januar 1993 fortalte Else Petersen (1912-1994) om livet på Bognæs. Hun var datter af skovfoged Henrik Kristian Jensen (Skovfoged 1906-39) og boede i skovfogedboligen i Storskov.
Her er et udpluk af hendes fortællinger:
Om Kongehøjen:
"Grevskabet fra Tyskland kom herop om efteråret, hvor dyrene skulle skydes, og så skulle der være fint allevegne. Der var en mand, som gik og ordnede alle mulige ting derude, og bl.a. skulle Kongehøjen gøres i stand, når greven kom. Der var trapper derop og også en bænk. Når greven kom, gik han lige derop, og så gik han ned igen. De kom kun denne ene gang om året, og samme ceremoni gentog sig år efter år."
Om skovmændene
"Når der skulle fældes træer, gik far ud for at se hvilke træer, der skulle fældes, og satte kryds på dem med et bestemt jern. Så kom skovmændene og fældede dem. De havde nogle lange økser, ca. 75 cm, de stod og svingede med, og selv om det var koldt, gik de minsanten bare med en lille trikot, altså jeg kan endnu se, at der ligefrem stod damp omkring dem af sved. Det var et strengt arbejde. Hvis skovmændene ikke havde møbler, gik de ud i skoven og fældede nogle pæne birketræer, og dem lavede de møbler af. Jeg synes de var flotte."
Om Bognæsgårdens forpagtning:
"Det var en streng forpagtning. Alle markerne skulle indhegnes hvert år, når de blev såede, for dyrene ikke skulle gå derind - materialet var af træ, man havde ikke andet, og det blev sat op omkring alle markerne - tænk hvilket arbejde! Greven satte meget pris på sine dyr, de gik forud for alt andet. Der var ca 200 dyr, hjorte osv. Der var 2 hold led ved indhegningerne, som vi skulle lukke op og i hver gang, vi skulle frem og tilbage. Det var en tung gård at drive."
Om Bognæs:
"Jeg elskede Bognæs, jeg syntes simpelthen ikke, der var nogen steder, det var så smukt og grønt. Hvor har jeg elsket at gå tur i skoven og plukke hindbær - man kunne gå i timevis derude."


Herslev Strand og Havn.

Fra Bognæs drejes til højre ad Bognæsvej mod Herslev Strand og Havn. Her kan være stormomsust, når nordenvinden står ind over fjordens vande - til andre tider ligger stedet i læ. Stranden giver adgang til godt badevand og plads til leg og hvile på en herlig strandkant. Havnen, der er fra 1969 - i høj grad frembragt af Herslev Strand Sejlklub - giver plads til et anseeligt antal lystbåde og joller, og sommeren igennem udspiller der sig et rigt sejlerliv her med gode klubfaciliteter og mange medlemmer. Kommer man til havnen en vinterdag, finder man stedet forladt og hele "flåden" opmarcheret på havnearealet, men ved det første forårssolstrejf myldrer livet frem igen.

HERSLEV.

Herslevs navn er opstået i folkevandringstiden, ca. 400-600, ligesom de andre bynavne, der ender på lev. I forleddet skjuler sig et af datidens mandsnavne, måske navnet på den godsejer, der har fået byen overdraget af danerne, som kan have udbredt deres magt i Danmark på den tid.

Byen er nok ældre end navnet, og der er mange vidnesbyrd om, at egnen har været beboet også i stenalder og bronzealder. I de sidste år er der nær Herslev med metaldetektor fundet et smykke og en arabisk mønt fra vikingetid. Der er et enkelt jernalderfund - nær Bognæs er der fundet en bandolerplade, altså et rembeslag til en kriger, fra omkring 400. Mere kunne nok findes, hvis nogen ville lede.

Herslev nævnes første gang 1257, hvor paven omtaler Frue klosters gods i byen.

Herslevs ejerforhold var i middelalderen meget blandede. Der var højadel (Hvideslægten på Nebbegård), væbneradel (slægten Skjold, måske på Nedergården), kongemagt, Roskildebispen, Roskilde domkirke, og klostre, Vor Frue og Sankt Agnes. Ved reformationen 1536 var det meste af byen ved gaver kommet i kirkeligt eje og blev altså inddraget under kongen, som lod det tidligere kirkegods administrere af lensmanden på Roskildegård.

Efter svenskekrigenes afslutning 1660 forærede kong Frederik den 3. Roskildegård len til Københavns Magistrat. En stor del af lenet var dog pantsat, bl.a. til rentemester Henrik Müller. Henrik Müller ønskede at beholde en del af godset, og med kongelig tilladelse traf Magistraten en aftale med ham, så han her fik gårdene i Herslev, mens Magistraten beholdt lenets gårde i Kattinge. Herslevgårdene blev lagt under Kornerupgård, som Henrik Müller havde foræret sin datter Anne Cathrine. Da Johan Ludvig Holstein i 1744 købte Kornerupgård, blev Herslevbønderne dermed fæstere under Ledreborg. Omkring 1920 blev de købt til selveje. Gårdenes antal har svinget, især omkring 1700, idet nogle blev delt og andre lagt sammen. Der var 1 meget stor gård på 23 tønder hartkorn, og flere på over 10 tdr. Fra ca. 1760 var der 12 gårde, alle gjort lige store med små 10 tdr. ht., altså stadig store gårde. Efter udskiftningen 1784 er 7 af gårdene flyttet ud af byen. På grund af afstanden til Ledreborg var de fri for hoveri til hovedgården, mod at betale hoveripenge. Dog skulle de deltage i høslet ved Ebberup.
Husmændene i byen fik ved udskiftningen lidt jord ude ved Bognæs og var ellers for en dels vedkommende håndværkere: vævere, skomagere, huggere (tømrere) og en smed. Sluphusbeboerne havde jord ved huset.

Udenfor godset var præstejord og degnejord, foruden et hus, der sammen med kirken tilhørte Lindholm. Dette hus, nær kirken, har været kaldt "Tordenskjolds hus". Navnet er opstået ved, at præsten Casper Bruun som ung havde været skibspræst hos Tordenskjold. Hans dagbog fra tiden med søhelten er bevaret.

I Herslev kan der spores skole og skolegang tilbage til 1750'erne. Degnegården har dannet ramme, og man skal helt frem til 1880'erne før en ny og moderne skole bliver bygget. Den bygning, som vi i dag kender som det nedlagte plejehjem, hvor der nu er indrettet ældreboliger. Centralskolen, Trællerup Skole, kom til i 1940.

Herslev 1783

HERSLEV KIRKE
Herslev kirke ligner alle andre landsbykirker fra den store kirkebyggetid (1050-1250). Men går vi tættere på den, fremtræder den meget anderledes, idet den er større end de fleste andre.
Herslev sogn består af landsbyerne Herslev, Kattinge og Trællerup. Vand omkranser sognet i 3 retninger, idet Kattinge sø danner overgangen til Sct. Jørgensbjerg mod vest - Gevninge å overgang til Gevninge sogn mod syd. Borrevejle Vig danner så den tredie omkredsning.
Herslev sogn har helt tilbage til stenalderen været bosted for mennesker. Derfor var det også naturligt, at sognet fik egen kirke, da man i Danmark begyndte at bygge kirker.
Man har formodentlig benyttet et gammelt offersted som grund. Her plejede folk tit at komme. Man startede med en lille kirke af træ - en kullet kirke - uden tårn. Denne blev så senere udvidet i flere omgange, hvorfor man finder forskellige bygningssten i kirker - frådsten som munkesten.
Kirken er overalt teglhængt.
Mod nord er der i 1400-tallet blevet tilbygget 2 sideskibe - det vestlige som gravkapel, måske til en af ejerne af Nebbe Slot, som på den tid havde kaldsretten af præster. Det østlige sidekapel - formodentlig bygget omkring 1470 - bærer navnet Trellerupkapellet, måske bygget, da Trellerup blev en selvstændig landsby. Tårn og våbenhus er bygget til i gotisk byggetid.

KIRKERUMMET
Man opdager med det samme, at kirken ligger på en banke, for svagtgående kan have vanskeligheder ved at forcere kirkebakken. Det første, man når til, er en meget fornem egetræsdør, som sidder i våbenhuset fra 1652, lavet af Casper Lubbes værksted i Roskilde. Via det gotiske våbenhus, når vi så ind i selve kirkerummet.
Det første, man ser, er et på nordsiden af vestre kapel opsat keramikamikarbejde. Det er skabt i 1995 af keramikeren Tue Poulsen fra Kårup ved Fårevejle.
Snart er man under kirkeskibets hvælvinger, hvor der er meget fine kalkmalerier fra omkring slutningen af 1400-tallet. Det er profetskikkelser fra den specielle bibeludgave iblia pave, hvor man har en tekst fra Det gamle Testamente overfor en tilsvarende tekst fra Det nye Testamente. Disse malerier kom frem ved et tilfælde under en restaurering midt i 1970'erne. Skikkelserne er fra Det gamle Testamente. Hver skikkelse har et skriftbånd i hånden. Teksterne, som er latin, er meget vanskelige at tyde, men følgende er klarlagt, nemlig hvem skikkelserne er: Salomon, Moses, Job, Esajas, Jeremias og Ezekiel.

På korets og skibets overvægge er der spor af romanske kalkmalerier fra omkring 1200 - men disse er overkalkede. Over døren til våbenhuset findes et sengotisk KRISTOFORUS afdækket i 1959.

Alterbordet består af er ret enkelt panelværk fra omkring år 1600. Selve altertavlen er fra 1625 med små vinger og et topstykke. Det er en skrifttavle. Felterne har fornyede skriftsteder fra 1936.
Kalken er omgjort af Niels Enevoldsen - og disken er fra 1775. Der er en kande fra 1741, givet i 1758 af en vis Peder Rasmussen, Tostrup.
Kalk, kande og disk opbevares sammen med særkalkene i boks.
Alterstagerne er kopier efter gængse sengotiske alterstager.
Døbefonten er af Gotlands-kalk fra anden halvdel af 1200-tallet, med glat, halvkuglkeformet kumme på rund, forneden udsvajet fod. Der er 2 dåbsfade - det ene af tin fra 1616 med bladcirkel om Jesu monogram - det andet nederlandsk fra midten af 1600-tallet med spejderne i Kanaan givet af Margareta Regels, hr. Caspers Bruuns 1722.

I østre sideskib hænger et sengotisk korbuekrucifiks fra omkring 1450. Man mener, at det nu hænger på sin oprindelige plads.

Prædikestolen er fra 1614 lavet af Anders Nielsen Hatt - der er kartouchefelter om arkader med relieffer - evangelister og opstandelsen.

I koret befinder der sig en del af epitafium fra slutningen af 1600-tallet. På dette er ved restaureringen 1 1970'erne placeret to sandstensfigurer, af henholdsvis Moses og Paulus.

Stoleværket er overvejende fra midten af 1800-tallet med enkelte renæssance- og barokdele.
Orglet er fra 1980 - lavet af orgelfirmaet Jensen & Thomsen i Hillerød. Der er 10 stemmer, og orglet er berømt for sin meget fine tone.

Sluphuse.

Sluphusene har navn efter den chalup, som lensgreve Johan Holstein her havde stationeret til brug, når han havde lyst til at sejle ved stranden. 1754/55 blev her bygget et bådehus til en båd med 6 roere. Samtidig blev der bygget et hus til en husmand, der skulle have opsyn med chaluppen, og et par år efter endnu et hus.

Ved et par sejladser i juni 1761 fik roerne 6 skilling hver, og musikanten i Roskilde fik betaling for musik ved lejligheden. Skrædderen ved Maglebro i Blæsenborg havde syet uniformerne til roerne.

Efter Johan Ludvig Holsteins død i 1763 hører vi ikke mere til chaluppen, men husene bebos af 2 fiskerfamilier. De har bundgarn i fjorden og ret til høslet på holmene, men må ikke sætte køer derover af hensyn til fuglelivet.